Referat fra årsmøde 25.05.2022

 

Referat fra OB Bordtennis-ældreafdelingens årsmøde
Afholdt den 25.05.2022

  1. Valg af dirigent
    Poul Barkler er enstemmigt valgt.
    Barkler oplyser, at indkaldelse er sendt ud, som det foreskrives.
    Barkler gennemgår dagsordenen.
  1. Beretning ved formand, Ebbe Frederiksen.
    Ebbe oplyser, at hverdagen er blevet normal igen. Det har været en hård tid at komme igennem, men alle har stået sammen, om at få det bedste ud af den vanskelige tid, hvilket han takker alle for at have været medvirkende til.
    Ebbe oplyser, at kassereren, Ebbe Storm, desværre er fraværende grundet sygdom.
    Ebbe oplyser, at der P.T. er ca. 100 medlemmer.
    Det har i år været et presset program med singlestævne i marts med 60 deltagere, med efterfølgende spisning. En rigtig god dag, hvor det kan nævnes, at da stævneledelsen var klar til at sige værsgo til at gå i gang med at spise, da var de fleste færdige. Dette vil der blive fulgt op på og ændret på til efterfølgende stævner.
    OB ældreafdelings årlige stævne i april i idrætshallen, hvor der var deltagelse af ca. 110 medlemmer, var en stor succes. Dette være sig både på banerne og til den efterfølgende spisning.
    Samarbejdet med personalet i cafeteriaet fungerede rigtig fint. Ebbe vil samtidig gerne takke alle for en stor indsats i forbindelse med afvikling af stævnet.
    Ebbe takker samtidig Poul Barkler for hans indsats, hvor det er en stor hjælp, at vi kan trække på hans erfaring med stævneledelsen.
    Ebbe retter en speciel tak til Jytte Storm, for hendes indsats, som medhjælper ved stævnet.
    Ebbe oplyser, at Klubmesterskab og forårsafslutning den 11 maj, med 52 deltagende spillere, var en rigtig god dag. Igen var der morgenfriske hjælpere, der sørgede for borddækning, opstilling af borde og bander og retter en tak til alle hjælpere. Efter et godt tilrettelagt stævne, var der præmieoverrækkelse med efterfølgende spisning. Senere var der underholdning af ”Four Jacks” og Leif ”Dissing” Nielsen.
    Onsdag den 18 maj, var 20 spillere i Århus til SISU/MBK stævne. Igen kom der præmier med hjem til OB.
    Ebbe retter en tak til de andre udvalgsmedlemmer for godt samarbejde i det forløbne år. Ligeledes takker Ebbe, Gert og Poul, for hyggelig musik til ugens onsdagssang og til Keld, Erik og Hans, for træning med robotten m.m.
    Ebbe afslutter med at takke Henrik Nielsen for hans indsats i udvalget.
    Poul Barkler spørger om der er nogen, der har bemærkninger til årsberetningen, hvilket ikke er tilfældet.
  1. Orientering vedrørende ældreafdelingens økonomi ved Hans Jensen, da kasserer, Ebbe Storm er fraværende.
    Hans oplyser, at der er udleveret skriftligt materiale, med overblik over ældreafdelingens økonomi, til alle deltagende medlemmer ved mødet.
    Hans gennemgår det skriftlige materiale og oplyser, at der er et underskud på ca. 5000,-kr i alt.
    Bent Múller spørger ind til ældreafdelingens kaffekasse med indtægter og udgifter, hvilket Hans vil undersøge og få svar på ved Ebbe Storm.
    Connie Fabrin spørger ind til, hvor meget hovedafdelingens tilskud er. Preben, som har været udvalgsmedlem tidligere oplyser, at der tidligere var tilskud på 20.000 fra hovedafdelingen.
    Peter Rolaj spørger ind til, om der forefindes en revisor i afdelingen. Hans oplyser, at der er en revisor i hovedafdelingen.
    Peter Rolaj spørger ind til, om der foreligger tal fra sidste års tilskud fra hovedafdelingen.
    2020 var tilskuddet på 15.000. Hans vil undersøge, hvorfor beløbet er mindre for dette år.
    Betty Beck spørger ind til, om der ikke gives tilskud fra kommunen. Poul Barkler oplyser, at det ikke gives mere.
  1. Behandling af indkomne forslag.
    Ingen forslag indkommet.
  1. Valg af medlemmer til ældreudvalget.
    Poul Barkler oplyser, at der i regelsættet godt kan stilles forslag, på selve mødet, til nye kandidater.
    Formand Ebbe Frederiksen er på valg og ønsker genvalg til maj 2024. Ebbe genvælges.
    Medlem/webmaster Hans Jensen er på valg og ønsker genvalg til maj 2024. Hans genvælges
    Da Henrik Nielsen ønsker at udtræde, foreslår udvalget Joan Lavendt, som nyt udvalgsmedlem.
    Joan lavendt vælges og vil være på valg 2023.
  1. Under evt.
    Ingen bemærkninger

Formanden takker for god ro og orden og takker Poul Barkler for at lede mødet.

Til sidst udbringes et trefoldigt leve for vores klub.