Ældreafdelingen under OB Bordtennis skyldes en ide fra bordtennis-formand Jørgen B. Jensen (Myre), som havde hørt om ældre-bordtennis i Århus. Han fik Thomas Hansen og dennes hustru Betty med på tanken om noget lignende i Odense. Efter annoncering rettet mod efterlønnere og pensionister blev det første slag med battet slået i OBs lokaler i Ådalen den 3. november 1993.
De første skrevne ord om OB-ældreafdeling stammer fra 1993. Artiklen stammer fra klubbladet Smash nr. 52 fra oktober 1993. En fotokopi “af de første skrevne ord” kan se nederst på denne side !
(Smash klubbladene fra 1981-2002 findes på OBˋs hjemmeside)
Den første dag mødte 28 interesserede op, og 20 holdt ved. Gradvis steg deltagerantallet, og efter et år var der 43 medlemmer. Siden er ældreafdelingen vokset, så den ved 15 års fødselsdagen i 2008 rundede 80 medlemmer, og stadig kommer nye til for at nyde spillet og samværet hver onsdag formiddag. Nu, i 2025, er vi ca. 100 medlemmer i OBs ældreafdeling.
Allerede i det første år, 1993-94, deltog OBs ældreafdeling i et stævne i Esbjerg Bordtennisklub, og samarbejdet med vestjyderne er fortsat lige siden. Lidt mere skiftende har der været samarbejde med en række andre klubber rundt om i landet, på Fyn specielt med klubberne i Munkebo og Kerteminde.
Det sociale element har hele tiden været vigtigt. Det gælder kaffepausen med tilhørende sang, men også utraditionelle matcher med skiftende partnere i forbindelse med årsafslutning, julefrokost og lignende begivenheder med tilhørende hyggestunder.
Gennem ældreafdelingens første 15 år har Thomas Hansen og Betty stået i spidsen for ældreudvalget, der trofast har sørget for bordopstilling, kaffeservering og andre praktiske ting i forbindelse med onsdags-spillet, stævner og fester. De trak sig tilbage i forbindelse med afdelingens 15 års fødselsdag, der blev fejret med en større fest i OBs klubhus. Ved den lejlighed blev de hyldet for de mange års store indsats for ældreafdelingen og blev ved samme lejlighed udnævnt til æresmedlemmer.
Kasernehallens tilblivelse
Soldater fra 16. batallion, 4. kompagni, har gymnastiktime i eksercerhuset ved Odense Kasernen i 1911 (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen
Nederlaget ved krigen i 1864 nødvendiggjorde ændringer i forsvarets organisation, og Krigsministeriet – som det hed dengang – meddelte året efter, at Odense for fremtiden ikke skulle være garnisonsby. Det fik byrådets forgænger, borgerrepræsentationen, op på mærkerne, og man sendte straks en deputation til København for at lave lobbyarbejde.
Krigsministeriets modsvar blev hurtigt, at hvis byen ville gøre sig forhåbninger om en garnison i fremtiden, krævede det en nybygget kaserne. Det lod borgerrepræsentationen sig ikke sige to gange. Den gav nærmest med det samme løfte om ”en smuk solidt grundmuret kaserne, tre etager høj og med kælder under alle bygninger … på et sundt sted i eller umiddelbart op til Odense”.
Løftet skulle ganske vist ikke indfries straks, men hærordningen fra 1867 inkluderede både ryttere og fodfolk i Odense, dog afhængig af, hvilke tilbud byen gav om lokaler. Lobbyarbejdet havde med andre ord givet resultat.
Da hærordningen blev rullet ud, viste en opgørelse, at byens militære enheder var spredt på 10-15 forskellige adresser rundt om i byen. Helt tåbeligt var det, at man benyttede et eksercerhus i den nordligste del af Nørregade, mens Eksercermarken lå, hvor kasernen senere blev bygget.
Det første konkrete resultat af byggeplanerne blev eksercerhuset eller gymnastiksalen. Da finansloven fra 1870 rummede midler til at leje et eksercerhus, gik det stærkt. Forsvarsmyndighederne skrev til byrådet i begyndelsen af juli. Den 30. juli blev kontrakten underskrevet, og den 1. december 1870 var gymnastiksalen ud til Faaborg Landevej eller Heden – datidens navn for Sdr. Boulevard – klar til brug, mageløst hurtigt, men forklaringen var blandt andet, at de foregående år havde været brugt til planlægning. Den unge arkitekt Carl Lendorf, der i 1864 havde slået sig ned i Odense, stod for tegningerne, mens lokale håndværkere med tømrermester Berthelsen i spidsen, stod for arbejdet. Der blev ikke ruttet med pengene, og bygningen var i begyndelsen kun forsynet med et stampet lergulv.
Den 29. oktober var der rejsegilde. Avisen betonede, at selv om man talte om et eksercerhus, var der tale om en gymnastiksal. Det stod straks klart, at salen kunne stilles til rådighed for andre, når militæret ikke selv havde brug for denne. Udstillinger og valghandlinger var noget af det, man forestillede sig det store rum kunne bruges til, men også skoler og foreninger kunne være have fornøjelse af stedet, når det stod tomt.
Arkitekt Lendorf fik flere opgaver i de følgende år: Klaregades Skole, garnisonssygehuset i Albanigade og hans bankbygning på Flakhaven eksisterer ikke mere. Til gengæld er f.eks. Frimurerlogen i Albanigade og væsentlige dele af Rytterkasernen samt Sukkerkogeriet resultater af hans arbejde i Odense.
Gymnastiksalens opførelse blev det første skridt i en lang kæde, som frem til 1890’erne skaffede Odense to store kaserneanlæg – begge bygget for kommunale penge. Staten sad med de bedste kort på hånden og vidste at udnytte det.
Her er den første artikel om OBs ældreafdeling.
